Fakta om fløjterne

Tværfløjten

Den almindelige c-tværfløjte kendes fra symfoniorkesteret, hvor den har en fremtrædende plads i træblæsergruppen. Den var oprindeligt lavet af træ og derfor hører den til træblæserne.

Alt-Fløjten

er en forstørret udgave af en almindelig C-fløjte. Når man tager den dybeste tone på alten (som er greb C), får man et G. Derfor går den også under navnet G-fløjte.

Selvfølgelig er det vigtigt, at alt-fløjten kan gå dybere ned end en almindelig C-fløjte, men det vigtigste er klangen. Alt-fløjten har en varm og rund tone, som mange komponister efterhånden har fået øjnene op for. I orkestersammenhæng er den mest berømte alt-fløjte solo fra Stravinsky´s "Le Sacre du Printemps" fra 1911.

På grund af sin længde er det ikke så komfortabelt at spille på en alt-fløjte. Derfor bruger man mere og mere (som på bas-fløjten) at spille med et bøjet hovedstykke. På den måde kommer fingrene, og dermed armene, tættere til kroppen. Det gør det meget mere behageligt at spille på alt-fløjten.

Bas-fløjten

er meget sjælden i tværfløjtesammenhænge. Den klinger en oktav dybere en en almindelig C-fløjte. Den er stor! Så stor, at man ikke kunne nå klapperne, hvis ikke hovedstykket var bøjet. Med et bøjet hovedstykke kommer armene tættere til kroppen, og det bliver lettere at bære bas- fløjten, som jo også er en del tungere en den almindelige C-fløjte.

Der er ikke skrevet meget for bas-fløjten, da den er så sjælden. Kun i fløjte-kor bruges den ofte.

Klangen er fantastisk. En varm dyb tone, som man ellers ikke får lov at producere som fløjte- spiller. Den er at sammenligne med celloen hos strygerne, hvor alt-fløjten sammesteds ligner violaen.